VEDTÆGTER

for
Slagelse Mountainbike (SMTB)
Stiftet 16. april 2008
www.slagelsemtb.dk
E-mail: smtb@slagelsemtb.dk
medlem af
Danmarks Idræts-Forbund (DIF)
under
Danmarks Cykle Union (DCU) og
De Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger (DGI)

§ 1. Klubbens navn er ”Slagelse Mountainbike (i daglig tale Slagelse MTB eller SMTB)”. Klubbens hjemsted er Slagelse kommune.

§ 2. Klubbens formål er at fremme interessen for MTB i Slagelse og omegn samt virke som inspirationskilde for personer med interesse for sporten.
Som medlem af SMTB er man moralsk forpligtet til at tage del i de forskellige opgaver, der er nødvendige for, at klubben kan være et aktiv for det enkelte medlem og for mountainbiken som idrætsgren, såvel lokalt som nationalt.

§ 3. For at deltage i SMTB træning og løb skal man bære cykelhjelm. Alle medlemmer skal gøres opmærksom på at de deltager på eget ansvar og initiativ. Klubben henstiller til at man har tegnet special-forsikring som dækker mod idrætsrelaterede skader. SMTB kan ikke gøres ansvarlig for eventuelle personskader opstået i forbindelse med aktiviteter udført i SMTB regi.

§ 4. Som ordinære medlemmer kan optages alle over 12 år som måtte ønske at være en del af klubben. Alle medlemmer over 15 år har stemmeret.
Det er tilladt samtidig at være medlem af andre klubber/foreninger, herunder relaterede cykel og/eller MTB klubber.
Som medlem af klubben skal man afmærke sin cykel efter klubbens anvisninger, samt følge klubbens anvisninger for hvor og hvordan man færdes i nærliggende skove.

§ 5. Ind- og udmeldelser sker ved henvendelse til bestyrelsen.
Udmeldelse kan ske til enhver dato, men forudbetalt kontingent refunderes ikke.
Udmeldelse kan kun accepteres såfremt medlemmet ikke er i restance.
Såfremt et medlem er i kontingent restance i mere end en måned kan bestyrelsen ekskludere vedkommende med mindst otte dages skriftlig varsel.

§ 6. Midlertidig udelukkelse af et medlem kan foretages af bestyrelsen, der derefter – inden 30 dage – varsler til en ekstraordinær generalforsamling, der tager endelig beslutning.

§ 7. Kontingentet fastsættes af generalforsamlingen. Kontingentet betales forud helårligt i februar. Bestyrelsen som omfatter ordinære medlemmer samt suppleanten er fritaget for kontingent.

§ 8. Klubben ledes af en bestyrelse, der træffer de afgørelser og foranstaltninger, den finder formålstjenlige samt fører beslutningsreferat fra bestyrelsesmøder. Referatet offentliggøres så vidt muligt på klubbens hjemmeside.

§ 9. Klubbens medlemmer og bestyrelsesmedlemmer hæfter ikke personligt for de for foreningen indgående forpligtelser, for hvilke alene foreningen hæfter med dens respektive formue.
Klubbens medlemmer har ikke nogen økonomisk forpligtigelse over for foreningen ud over kontingentforpligtelsen.
Klubbens medlemmer har ikke krav på del af klubbens formue eller udbytte af nogen art.

§ 10. Klubben tegnes ved underskrift af formanden, dog ved køb, salg eller pantsætning af ejendom samt ved optagelse af lån af formanden, næstformanden og kassereren.

§ 11. Bestyrelsen består af:
- formand
- næstformand
- kasserer
- sekretær
- bestyrelsesmedlem 1
- bestyrelsesmedlem 2

På generalforsamlingen vælges bestyrelsen på følgende måde.
I lige år: 3 medlemmer
I ulige år: 3 medlemmer
Hvert år: 1 bestyrelsessuppleant, 1 revisor og 1 revisorsuppleant

§ 12. Den ordinære generalforsamling afholdes i januar-februar.
Dagsorden:
* Valg af dirigent.
* Bestyrelsen aflægger beretning.
* Bestyrelsen fremlægger det reviderede regnskab til godkendelse. Herefter fremlægges budget for indeværende år.
* Behandling af indkomne forslag.
* Fastsættelse af kontingent.
* Valg af bestyrelse.
* Valg af suppleant, revisor og revisorsuppleant.
* Eventuelt.

§ 13. Generalforsamlingen har – med de indskrænkninger, som disse vedtægter foreskriver – den højeste myndighed i alle klubbens anliggender.
Forslag, der ønskes forelagt generalforsamlingen til vedtagelse, skal indsendes skriftligt til bestyrelsen senest 8 dage før generalforsamlingens afholdelse. Stemmeret opnås ved personligt fremmøde eller ved aflevering af skriftlig fuldmagt til et andet tilstedeværende medlem af klubben.
Hvert tilstedeværende medlem kan højst medbringe én fuldmagt, som entydigt skal referere til dagsordenen, indeholdende hvilke punkter, hvortil der stemmes for eller imod. Fuldmagten skal afleveres til dirigenten, straks efter at denne er valgt.
Alle beslutninger foretages ved almindelig stemmeflertal, dog kræves der ved vedtægtsændringer, at mindst 2/3 stemmer for.
Generalforsamlingen indvarsles 4 uger før afholdelse.
Forslag til vedtægtsændringer fremsendes til bestyrelsen senest 3 uger før generalforsamlingen, og skal udsendes sammen med indkaldelsen til generalforsamlingen, der udsendes med 14 dages varsel.
Hvis blot et medlem ønsker skriftlig afstemning skal dette følges.
Generalforsamlingens referat godkendes og underskrives af dirigenten.

§ 14. Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen beslutter det, eller når mindst 1/4 af klubbens stemmeberettigede medlemmer skriftligt over for bestyrelsen ytrer ønske om det.
I sidstnævnte tilfælde skal denne afholdes senest 1 måned efter den skriftlige begæring, og den skal indvarsles i lighed med ordinær generalforsamling.

§ 15. Den nyvalgte bestyrelse konstituerer sig snarest efter generalforsamlingen og ikke senere end 14 dage efter denne.
Bestyrelsens sammensætning offentliggøres herefter på klubbens hjemmeside.

§ 16. Kassereren fører klubbens regnskab og medlemsregistrering. Regnskabsåret følger kalenderåret, og der gøres årlig status pr. 31. december.
Regnskabet forelægges revisoren senest 14 dage inden den ordinære generalforsamling til godkendelse og underskrift.

Revisoren har til enhver tid ret til at kontrollere regnskab og bilag samt beholdninger.

§ 17. Klubben kan opløses efter vedtagelse på en til formålet indkaldt ekstraordinær generalforsamling. Klubben kan kun opløses, når 2/3 af deltagerne stemmer herfor (se indkaldelse jf. § 14).
Klubbens midler overgår herefter til andre idrætslige formål i Slagelse kommune.
Vedtægterne er vedtaget på stiftende generalforsamling
* 16. april 2008
Vedtægterne er ændret på ordinær generalforsamling
* 20. april 2009 (vedtægtsændringer)
* 1. februar 2010 (formalia)
* 31. januar 2011 (vedtægtsændring)

Vedtægter som PDF